Kan jeg egentlig kalle meg nettop "jeg"?

[Astralnoise]

Jeg har tenkt litt på dette med hva vi består av, og kom frem til at jeg består av utallige milliarder celler. Hele kroppen min er et eneste stort samarbeid. Så hvordan har det seg sånn at tankene mine sier "jeg"? Hvorfor ikke "vi"? Er jeg en organisme, eller er jeg flere? I teorien vil vel en bit av meg kunne overleve på egen hånd, om den tilføres de rette næringsstoffene? Er den biten fortsatt "meg"? Har jeg noen tilknytning til den? Kan jeg si at flasset som detter av meg, er "meg"? Tåneglene mine? Eller kan jeg faktisk ikke kalle meg selv for "en"? Jeg begynner virkelig å tvile.

 

Når jeg skriver dette, er det egentlig ikke JEG som gjør det, men vi. Hjernecellene sender signaler seg i mellom som former tanker, sender til andre som igjen former ord, og sender det i nerveceller til muskelcellene mine, som skriver etter følelsescellene og "øyecellene" oppfatter.

 

 

Med dette begynner jeg også å tvile på om et menneske kan ha EN sjel. Har ikke hver eneste lille levende organisme en sjel? Eller kan det være energien cellene i mellom (om dere forstår) som er den såkalte "sjelen"?

 

Slike filosofiske spørsmål gjør meg frustrert noen ganger.

[Imsvale]

Dersom du flytter hjernen din fra én kropp til en annen, hvor er du?

[Astralnoise]

På besøk hos nabo'n?

Vi har jo ikke samme gener. Men likevel, hva er egentlig "jeg"?

 

EDIT:

jeg finner forresten ingen wiki-artikkel om "meg" eller "jeg".

Endret 14. juni 2008 av Zaran

[madompa]

Jeg vil si at "jeg" er tankene mine. Om jeg mister en arm, er ikke den armen "meg", selv om den før var en del av "meg". Tenker man sci-fi og flytter hjernen sin til en annen kropp, så er den nye kroppen "jeg". "Jeg" er altså tankene dine, og det tankene dine kan styre. Slike tenker jeg i alle fall.

[Imsvale]

Se etter id, ego og super-ego — de tre nivåene man vanligvis deler inn jeg-et i i psykologien.

[Tidus-Yuna]

Anbefaler å lese påfølgende tekst ifra boken "Sandheden som folk ikke måtte høre";

 

13) Tanker er ikke hjerne:

 

Man siger, at mennesket tænker med hjernen og husker med hjernen. Det ser også umiddelbart sådan ud. Det har blot ikke noget at gøre med virkeligheden! Det ser også umiddelbart ud som om, solen bevæger sig rundt om Jorden. Virkeligheden er anderledes.

I virkeligheden tænker og husker vi mennesker PÅ TRODS af hjernens og kroppens begrænsende indflydelse. Gode og sunde kroppe begrænser mindre end dårlige og usunde. Gode og veludviklede hjerner begrænser tænkeevnen og hukommelsen mindre end dårlige. Tanker og hukommelse er og bliver ånd.

Kroppen og dermed også hjernen er som en spændetrøje eller et fængsel, hvori sjælen må leve en begrænset og mere eller mindre lidelsesfuld tilværelse for fuldkommengørelsens skyld. Så snart mennesket tager bolig i en nyfødt krop og hjerne, bliver hele menneskets tænkeevne og hukommelse koblet sammen med legemet og dettes stærkt begrænsende indflydelse. Efter nogen tid begynder det nyfødte menneske at tilkæmpe sig en del af sin tidligere frihed i dette “fængsel” ved at dets hjerne og krop langsomt oplæres til at føje tankerne elektrisk og kemisk. Herved kan kroppen efterhånden udføre de ønskede fysiske handlinger.

Sjælen kan næsten sammenlignes med motoren i en bil, hvor hjulene er hjernen og karosseriet legemet. Motoren anstrenges, når den skal trække bilen i gang. Udenforstående vil påstå, at det er hjulene, som trækker bilen. De ser ikke, at hjulene blot efterligner motorens drejende bevægelse, og at det i virkeligheden er den usynlige motor, der er drivkraften, og den kører endda lettere uden at være tilkoblet.

I kroppen skal mennesket lære at udvise kærlighed og at tilegne sig viden. Netop denne oplæring har en stærkt udviklende indflydelse på personligheden. “Spændetrøjen” er nødvendig for at styre udviklingen. Kroppen er en tung og besværlig tingest at slæbe rundt på, og sjælen kører træt med tiden. Men legemet er det eneste, hvormed vi kan udføre noget her i verden. Med det kan vi røre ved ting og påvirke dem, og det er da meget sjovt!

Når kroppen dør, forlader sjælen kroppen. Da er den kun iført sit “åndelegeme”, men vedkommende person vil opdage, at han både kan se, høre, føle, tænke og huske – endda bedre end før, men på en anden måde. Han vil snart få øje på andre som ham selv. Sjæle er usynlige, siger man; men det gælder altså kun så længe, vi er indespærrede i legemet og ser gennem kødøjne. De første minutter efter kroppens død er meget forvirrende. Folk bliver lige forbavsede hver gang! Hele livet havde de jo hørt, at man tænker og husker med hjernen; og det passede overhovedet ikke! Især bliver de mennesker forbavsede, som ikke troede på et liv efter døden.

Det er både forvirrende, interessant og skønt at “dø”. Det er en meget ophøjet oplevelse. Det er ganske overraskende og opleves slet ikke som blot en drøm, og der sker mange overraskende ting. Det første du vil møde er det, som Jesus kaldte en engel (de er ligeledes “arbejdere hos den Evige”), et overordentligt venligt og behageligt lysvæsen. Det ligner nærmest en stærkt lysende sky. Dette væsen vil i løbet af et øjeblik vise dig hele dit liv ligesom på en virkelig film; du vil opleve det hele igen. Imens vil det komme med kommentarer og understrege vigtigheden af at have kærlighed og af at tilegne sig viden i form af visdom. “...når man lægger sig til ro og når det hellige lys kommer.”(118)

For dette, som Jesus har talt, skal alle mennesker lære, uanset om de har læst det i skrifterne eller ej:

“Kærlighed og visdom er ét til frelse for alle.”(119)

Derefter vil du (hvis du har gjort godt og har udvist kærlighed) blive ført direkte ind i hvilens land til dine forfædre og venner til en herlig tilværelse. Du vil ønske at kunne blive der alltid, men du får kun lov at blive der en tid, indtil du skal fødes igen eller eventuelt indtil verdensalderens ende.

I hvilens land er der ingen fordømmelse og tilværelsen der har intet med død at gøre. Det er blot en anden og mere behagelig måde at leve på. Også dér lærer de ting og sager. Himmeriget og den eneste sandhed er dog lige så skjult for dem som for menneskene her i verden. De skjulte ting, løsningen på mysteriet om Himmeriget, skal man opdage her i verden.

“Opsæt ikke noget fra den ene dag til den anden, fra cyklus til cyklus, fra æon til æon i troen på, at det, når I vender tilbage til denne verden, vil lykkes jer at opnå viden om mysterierne og indgå i lysets Rige.”(120)

 

Jeg vil på det kraftigste advare imod at begå selvmord for at komme ind i hvilens land. De problemer, folk vil flygte fra ved selvmordet, vil efter døden vedblive at forfølge dem i lang tid som i et mareridt. De vil snyde sig fra de lidelser, som de skulle have gennemgået. Mange af dem må en tid gennemgå en pinagtig tilstand som en slags kompensation eller straf. Alle, ja hver og én, har siden bittert fortrudt selvmordet, men for sent!

I øvrigt vil de, som ikke har gjort godt, en tid komme ind i en trist, pinefuld, hvileløs og “grå” tilstand, før de får lov at komme ind i hvilens land.

“Og Fader-Moderen, som fornyer alle ting, vil give dem i englenes varetægt.”(121)

“På samme måde skal I opføre jer, når I sørger og klager over jeres døde; for jeres tab er deres vinding. Gør endelig ikke som de, der sørger for øjnene af mennesker og jamrer højlydt, for at andre skal se deres sorg. For alle sjæle er i Guds hænder, og de, som har gjort godt, skal hvile med deres forfædre ved den Eviges barm. Bed hellere for deres hvile og udvikling, og tænk på, at de er i det hvilens land, som den Evige har beredt for dem, og de får den rette løn for deres handlinger; og knur ikke, som dem uden håb!”(122)

“Den krop, som I lægger i graven eller lader fortære af ilden, er ikke det legeme, som skal forblive; men de, som kommer igen, skal modtage andre kroppe, endnu deres egne; og som de har sået i et liv, sådan skal de høste i et andet. Salige er de, som lider uret i dette liv, for de vil have en større glæde i det liv, som kommer. Salige er de, som har øvet retfærdighed i dette liv, for de skal modtage livets krone.”(123)

Enhver som TROEDE det, Jesus lærte, ville også forstå, at hukommelse (ligeledes tanker) ikke er hjerne. I hans fortælling om den rige mand og Lazarus, som begge er døde i fortællingen, lader han Abraham sige til den døde, rige mand: “HUSK på, at du har fået dit gode, mens du levede...”(124)

Mens man endnu er i legemet, skal man lære at gøre alting rigtigt, både det indvendige og det udvendige. Der er uendeligt mange måder at handle rigtigt på, men der er kun én ånd at gøre alting rigtigt i, og den er som et levende vand.

14) Livet efter livet:

Folk tror virkelig, at når kroppen dør, så udslettes alle tanker og al bevidsthed. Men en sådan “død” eksisterer ikke.

På hospitalerne forbedrer man til stadighed genoplivningsmetoderne. Der findes mange mennesker, der rent faktisk har været klinisk døde i 5-15 minutter, hvorefter de er blevet genoplivet. Hvad mon disse mennesker har oplevet?

Gennem 6 år ledede dr. Raymond A. Moody en undersøgelse omfattende mere end 150 personer, der har prøvet den kliniske død, og er vakt til live igen. Der er en forbløffende overensstemmelse ved enkelthederne i deres beskrivelser.

De pågældende personer brød sig i almindelighed ikke om at fortælle om deres oplevelser til andre. Oplevelserne forekom dem for fantastiske. Som en sagde: “Folk ser bare på en, som om man er skør.”

Mange troede i lang tid, at de var ene om en sådan oplevelse. På den baggrund er det særligt interessant, at deres beskrivelser, uafhængigt af hinanden, havde så mange lighedspunkter. Kort fortalt oplever en døende følgende:

 

Et menneske er ved at dø, og da det når til et punkt af den største fysiske lidelse, hører det sig erklæret død af lægen. Pludselig forsvinder al smerte. Det begynder at høre en ubehagelig støj, en høj ringen eller summen, og samtidig mærker det, at det bevæger sig hastigt gennem en lang, mørk tunnel. Derefter befinder mennesket sig pludselig udenfor sit legeme, men stadig i de umiddelbare fysiske omgivelser, og det ser sit eget legeme på afstand, som var det en tilskuer. Mennesket betragter genoplivningsforsøgene fra dette usædvanligt gunstige sted og befinder sig i en tilstand af følelsesmæssigt kaos.

Efter nogen tid genvinder det fatningen og vænner sig mere til den besynderlige tilstand. Mennesket bemærker, at det stadig har et “legeme”, men at det er meget forskelligt fra og har helt anderledes evner end den fysiske krop, som det har lagt bag sig. Snart begynder der at ske andre ting. Andre kommer det i møde for at hjælpe det. Mennesket skimter ånder af slægtninge og venner, som tidligere er “døde”.

Da kommer pludselig et lysvæsen til syne. (Tidspunktet for dette væsens tilsynekomst varierer dog meget i de forskellige beretninger) Først ser mennesket et svagt gul-hvidt lys, der er ligesom en sky. Men lyset bliver hurtigt kraftigere, indtil det lyser med en overjordisk glans. Det udstråler en kærlighed og varme, som mennesket aldri har været udsat for. Dette væsen stiller, uden ord, et spørgsmål, som kan lyde: “Hvad vil du vise mig med dit liv, som er tilstrækkeligt?” Væsenet hjælper mennesket med at gennemgå en panoramisk, til tider øjeblikkelig, genspilning af de større begivenheder i dets liv - helt fra den tidligste barndom. Undervejs understreger lysvæsenet (englen) vigtigheden i at have kærlighed til andre, at gøre godt mod andre, og at mennesket skal tilegne sig viden og visdom. (Væsenet går lige til sagens kerne og interesserer sig slet ikke for det religiøse, f.eks. om man har husket at gå i kirke om søndagen og den slags!)

Herefter opdager den klinisk døde, at han nærmer sig en slags barriere eller grænse, der ligesom repræsenterer skellet mellem det jordiske liv og det næste liv. Men mennesket føler, at det må tilbage til Jorden, og dets dødsøjeblik endnu ikke er kommet for alvor. På dette tidspunkt vægrer det sig, for det er nu optaget af sin oplevelse i efterlivet og ønsker ikke at vende tilbage. Det overvældes af stærke følelser af glæde, kærlighed og fred. Trods sin indstilling forenes mennesket dog på en eller anden måde med sin fysiske krop og lever.

Senere forsøger det at fortælle andre om det, men har vanskeligt ved det. For det første kan det ikke finde passende menneskeord til at beskrive disse ujordiske hændelser. Det opdager også, at andre spotter det, så det holder op med at fortælle andre mennesker om det. Men oplevelsen påvirker alligevel menneskets liv dybt. DET SØGER AT FATTE ET ANDET OG BEDRE SIND.

 

Ovenstående er en kombination af de fleste fælles elementer i oplevelserne. (Efter Raymond A. Moody, “Livet efter Livet” og “Mere om Livet efter Livet”, Borgens Forlag)

Flere andre hospitalslæger har lavet lignende undersøgelser og er kommet til præcis samme resultat. F.eks. fortalte en af patienterne efter en udenfor-kroppen-oplevelse, hvor han havde mødt lysvæsenet:

“Efter min oplevelse begyndte jeg pludselig at tænke over, om jeg havde gjort det, jeg gjorde, fordi det var godt, eller fordi det var godt for MIG.” Og en anden fortalte:

“Jeg søger hele tiden ny viden...Men jeg beder om at få visdom, visdom mere end noget andet.” Folk kunne fortælle, at denne visdom havde stor betydning “på den anden side.”

Jesus sagde: “Gør jer hellere venner med de sande rigdomme, nemlig Guds visdom, for at I må blive modtaget i de evige boliger, som ikke forgår.”(125)

“Sandelig siger jeg jer: der findes ingen død for dem, som tror på det kommende liv. Det, som I anser for at være død, er døren til liv, og graven er genopstandelsens port for dem, som tror og adlyder. Græd og sørg heller ikke over dem, som har forladt jer; men glæd jer hellere over deres indgang til liv. Ligesom alle væsener træder ind i denne verden fra den Usynlige, således vender de tilbage til den Usynlige; og således vil de vedblive at komme igen, indtil de er blevet rensede. Lad de hedengangnes kroppe overlades til elementerne, og Fader-Moderen, som fornyer alle ting, vil give dem I ENGLENES VARETÆGT; og lad presbyteren bede for, at deres kroppe må hvile i fred, og at deres sjæle må vågne til en frydefuld opstandelse.

Der er en opstandelse fra legemet, og der er en opstandelse i legemet. Der er en opstigning væk fra kødets liv, og der er et fald ind i kødets liv. Lad der være bøn for dem, som har været, for dem, som er i live og for dem, som skal komme; for alle er én familie i Gud. I Gud lever de og rører sig, og dér har de deres tilværelse.”(126)

Paulus fortæller:

“Da jeg i den hensigt drog til Damaskus med fuldmagt og myndighed fra ypperstepræsterne, så jeg undervejs midt på dagen, konge! et lys fra Himmelen klarere end solens glans omstråle mig og mine rejsefæller. Og da vi alle faldt til jorden, hørte jeg en røst, som sagde til mig på hebraisk: “Saul, Saul! hvorfor forfølger du mig? Det bliver strengt for dig at trampe imod brodden.” Videre fortæller Paulus: “Derfor, kong Agrippa! blev jeg ikke ulydig mod det himmelske syn; men jeg forkyndte - først for dem i Damaskus og så også i Jerusalem og over hele Judæas land og for hedningerne - at DE SKULLE FATTE ET ANDET SIND og omvende sig til Gud og gøre gerninger, som er omvendelsen værdige.”(127)

Hvad skete der mon i forbindelse med Jesu fødsel?

Og der var i den samme egn hyrder ude på marken, som holdt nattevagt over deres hjord. Og da de kom, se, Herrens engel kom over dem, og den Højestes glans skinnede rundt omkring dem, og de blev meget bange. Og englen sagde til dem:

“Frygt ikke: thi se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for alle folk.”(128)

Forskere og bibelkritikere har set helt bort fra, at disse beretninger i Bibelen rent faktisk er reportager over virkelige, konkrete begivenheder. Det står der, FORDI DET RENT FAKTISK SKETE!

 

Menneskene når i almindelighed ind i en paradisisk tilstand efter legemets død. Stedet kan man med god grund kalde himlen eller Paradiset. Også Jesus kaldte det Paradiset. Da han var blevet korsfæstet, sagde han til røveren ved siden af:

“Sandelig siger jeg dig: i dag skal du være med mig i Paradis.”(129) Himmeriget, derimod, er noget helt andet og meget højere.

Dhammapada (VI,10) “Kun få af menneskenes børn når over på den anden side; den øvrige hob løber kun langs bredden.”

Hvad sagde Jesus: “Snæver er den port og trang den vej, som fører til livet, og FÅ ER DE, SOM FINDER DEN.”(Matt. 7,14)

 

 

Nå, kan noen fortelle meg om dette gir mening? Det gjør iallfall det for meg!! Mer logisk, og mer sant kan det neppe bli.

[Sempercogitare]

jeg finner forresten ingen wiki-artikkel om "meg" eller "jeg".

 

Self philosophy (en: wiki)

Self psychology (en: wiki)

Self sociology (en: wiki)

 

Var det noe sånt du var på utkikk etter?

 

edit: ja så kan sikkert denne også være grei å få med List of basic self topics (en: wiki)

Endret 15. juni 2008 av Sempercogitare

[Red Frostraven]

Jeg har skrevet mye om dette -- men det er bare filosofi / ressonement.

For å "vite" den første antagelsen min må man egentlig bare riskere livet -- og man får aldri "vite" svaret uansett om man har rett eller galt -- for jeg-et vil uansett anta at hypotesen stemmer selv om den skulle være gal og det tidligere jeg-et er dødt.

 

Hypotese:

Erstatt en hjernecelle om gangen med en hjernecelle med annerledes DNA men nøyaktig samme funksjon.

Når dør jeg-et og når overtar det nye?

Det åpenbart logiske svaret er aldri:

For så lenge alle cellene gjør det samme som de orginale må jo jeg-et være komplett -- vi kan ikke bare være halve jeg-et når hele hjernen samarbeider om de samme oppgavene og tankene som før; da ville det vært to jeg-er... men det er umulig å tenke seg at to jeg-er samarbeider flytende eller at to jeg-er er separate selv om de skulle hatt tilgang til akkurat de samme cellene som reagerer på akkurat samme måte på like signaler.

 

Altså er konklusjonen at det er den geografiske avgrensningen fra andre hjerneceller og funksjonen til / dataene i hjernecellene som danner jeg-et heller enn at jeg-et er noe unikt.

 

Det skremmende er spørsmålet:

Hva skjer med jeg-et dersom hver hjernecelle legges inn i en milliard andre menneskers hjerne som erstatning for defekte hjerneceller hos dem?

Hva skjer hvis hjernen din deles i to og hver del legges sammen med en halvdel fra din egen klon?

 

Du vil være to steder på en gang, og du vil være to steder på en gang -- men du vil også være to jeg-er, og begge vil være uvitende om hva den andre tenker helt til de er spleiset sammen igjen -- og alt som skiller disse to jeg-ene fra hverandre i den perioden er akkurat det samme som skiller jeg-et fra alle andre jeg-er: Det faktum at du ikke har noen nervekobling til noen av dem og ikke deler deres sanselige opplevelser eller tankegang.

 

Enda mer skremmende spørsmål:

Hva skjer når du bytter ut atom for atom i hjernen?

Igjen blir død en umulighet, og en gradvis avløsning av et "jeg" er også utenkelig av samme grunn som når vi bytter celle for celle: Hjernen har samme funksjon som før og jeg-et må være helt hele tiden siden det ikke mister noen funksjoner underveis.

 

Men hva er igjen når hvert atom i hjernen er byttet ut og du har bygget en klon av deg selv med alle avfallsatomene?

Du vil være der du alltid var, men alt som tidligere var det fysiske deg er et annet sted.

Det er utenkelig at jeg-et ditt har flyttet seg til klonen av samme grunn som at det er utenkelig at jeg-et oppløses når celler byttes ut.

 

Dermed er det enda mer tydelig at jeg-et er en geografisk avgrenset prosess utløst av hvilke som helst nerveceller som reagerer på omgivelsene, og som kun er unik i det at prosessen ikke er kontrollert av fler celler.

 

Grunnen til at jeg ikke filosoferer så mye mer/lengre enn dette er at herfra og ut begynner det å bli veldig absurd:

Betyr det at døden ikke spiller noen rolle så lenge det finnes liv andre steder -- for jeg-et er jo ikke unikt på grunn av de fysiske bestanddelene, det er unikt kun fordi det ikke er koblet til fler nerveceller andre steder.

Endret 15. juni 2008 av Andre1983

[Timeo]

Det eneste som kan avgjøre dette spørsmålet en gang for alle er en vellykket hjerne-transplantasjon.

[Red Frostraven]

Det eneste som kan avgjøre dette spørsmålet en gang for alle er en vellykket hjerne-transplantasjon.

 

Vi allerede nå konkludere med at dersom du bytter hjerne vil "jeg-et" følge hjernen:

Vi kan få ikke-organiske øyne og hender som reagerer på nerveimpulser eller sender signaler -- og vi kan også føle og sanse med andre sine organiske lem bare de sys på og nervene gror skikkelig.

Det vanligste er hjertet:

Hjertetransplant-pasienter kan føle det nye hjertet sitt.

Alt annet enn hjerneceller er ganske klart utbyttbart.

Endret 15. juni 2008 av Andre1983

[RWS]

Det eneste som kan avgjøre dette spørsmålet en gang for alle er en vellykket hjerne-transplantasjon.

 

Vi allerede nå konkludere med at dersom du bytter hjerne vil "jeg-et" følge hjernen:

Vi kan få ikke-organiske øyne og hender som reagerer på nerveimpulser eller sender signaler -- og vi kan også føle og sanse med andre sine organiske lem bare de sys på og nervene gror skikkelig.

Det vanligste er hjertet:

Hjertetransplant-pasienter kan føle det nye hjertet sitt.

Alt annet enn hjerneceller er ganske klart utbyttbart.

 

Er det derfor de ikke byttes ut underveis, vi har "nok" liksom, en den delen vi er født med og er det derfor de ikke reproduseres som andre celler i kroppen?

 

Jeg har en kompis som visstnok var den første her i landet som fikk sydd på fingrene igjen (Peke og langfinger på høyre hånd) etter en kappsag ulykke. Peke fingeren hans er sikkert en centimeter kortere enn den andre pekefingeren men virker helt fint... Han har ikke noen handikap i så måte på grunn av det, hvis en ser bort i fra at den ikke er like lang da

 

Det med kunstige lemmer har jeg også sett da jeg jobbet sammen med en som hadde fått klemt av seg den ene armen litt over albuen i en arbeids ulykke. Han var med i et prøve prosjekt der han hadde fått en protese som skulle virke på nerve impulsene hans... Dette er mange år siden og det eneste som skjedde var at tommelen på protesen hans beveget seg når han tenke at den skulle gjøre det, men jeg husker hvor forbløffet jeg ble når det faktisk skjedde! I dag er de vel litt lenger tenker jeg... Men det er som Andre 1983 sier, det er en stund til vi ser utbyttbare hjerner... med mindre de kan "softes" som data maskiner da og "jeg-et" ditt puttes inn igjen.... Men DET tror jeg er en stund til.

 

De vi kan se i nær fremtid er hjerne forlengelser, altså eksterne "minne brikker" koblet mot hjernen. .. Sikkert kjekt når du har begynt i ny jobb, alt du får er en ny "minne-brikke" å putte inn og vips, du kan jobben!. Spennende forskning dette syntes jeg

 

 

 

Men noen sjel har vi ikke, ihvertfall ikke i den grad at den sjelen "går" videre til neste liv eller lignende. Ingenting tyder ihvertfall på det så langt.... Dør cellene i hjernen død "Jeg-et" ditt også.... Det ene kan ikke eksistere uten det andre, ikke uten kunstig stimuli ihvertfall...

Endret 16. juni 2008 av RWS

[macmanlady]

(Før posten, mener nyere forskning har bekreftet at hjerneceller erstattes om de dør.)

 

Så en TED.com video med Richard Dawkins der han nevnte noe interresant som en annen forsker hadde sagt, noe man ikke ofte tenker over. Essensielt sa han at:

 

Vi husker hendelser fra vi var unger (f.eks 5år gammel), _vi_ var der men samtidig var vi ikke det. Den "vi" som er idag, inneholder ikke et eneste atom som var der under hendelsen du husker for X antall år siden. Altså, hele kroppen din har blitt byttet ut, hva er egentlig konstantleddet?

 

Noe å tenke over etter min mening;)

[Imsvale]

Her kommer energien som ikke er materie inn i bildet. Vi tenker hele tiden atomer, men det er ikke alt vett.

[macmanlady]

Her kommer energien som ikke er materie inn i bildet. Vi tenker hele tiden atomer, men det er ikke alt vett.

 

Ja, blir spesielt å tenke på at mennesker kan erklæres klinsk (ingen hjerneaktivitet heller) og deretter våkne opp og være seg selv. Må lese mer om hvordan hjernen fungerer:)

[Astralnoise]

Noen ganger tenker jeg "panteisme" når jeg leser en del av de filosofiske innleggene her. Ikke sånn å tro på Gud, men at alt liv har en viss sammenheng. Ikke åndelig spesielt, men sånn generelt. Har jeg en slags tilknytning til gulleroten jeg knasker på nå? Vi har jo til syvende og sist oppstått fra den samme urorganismen.

[JohndoeMAKT]

Siden jeg akkurat så SAC ( igjen ) passer det å spamme denne linken:

http://en.wikipedia.org/wiki/Ghost_in_the_Shell_(philosophy)

 

Et "ghost" er i GitS det som kan kalles en sjel og skiller ekte personer som kan bytte kropper eller "shell" fra de samme skallene kontrollert av en AI.

[usbkalkis]

Hele kroppen din, hjernen din er basert på fysiske lover! Du er bare en nikkedukke!

Neida... jeg vet ikke . Men ekkelt er tanken.

[€uropa]

Crap, nå hadde jeg nettopp forklart meg så bra og kom borti musa.-

 

Jeg så en Swarzzenegger-film en gang hvor de lagret minnet på en brikke og døde på den ene eller andre måten, og fikk minnet lastet opp i en klone, uten å huske hva det forrige jeg-et hadde gjort siden minnet sist ble lagret. Hva om det er det som skjer med oss? Hva om våre tanker og følelser og alt som hører oss til blir lagret når vi sovner og når vi sover dør den nåværende kroppen. Når vi våkner neste morgen har vi en helt ny kropp som har fått lastet opp all den informasjonen som ble lagret kvelden før. Hva om det er slik det er? Vi ville aldri vite noe...

[ColdMiner]

Jeg-et eksisterer ikke, men er et selvbedrag.

Jeg-et er ikke en utløsende faktor, men et resultat/konsekvens.

 

Det er som en snøball som har rullet ned av et fjell,

snøen har tatt form som en ball og er et direkte resultat av en utløsende energi.

Men den er bare snø som har endret form.

 

Og slik er det med oss, våre tanker er et resultat av flere utløsende faktorer.

Når resultat er ferdig ser vi formen - og tror den er et resultat av våre tanker,

og ikke sannheten - at jeg-et er som snøballen, en konsekvens.

 

Jeg er ikke mine tanker for de formes av det som er på fjellet.

Ergo, jeg eksisterer ikke - "jeg" er bare et resultat av alt.

 

Så det mest korrekte er egentlig å si vi (og ikke jeg).

Men for all del - lenge leve selvbedraget.

[Imsvale]

Indeed.